Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Læs mere. Jeg accepterer cookies fra dette website

Accepter

Pressemeddelelse: Forbud mod afbrænding af hegnsafklip er en fuser

Forbud med afbrænding af hegnsafklip er en fuser

KHL’s benarbejde er med til at ændre praksis i Kolding Kommune: "Det er nu atter tilladt at afbrænde hegnsafklip fra markhegn i Kolding Kommune".

- Sagen illustrerer med al tydelighed, at det kan betale sig for en landboforening at forsøge at påvirke kommunale beslutninger, og det tidligere forbud mod afbrænding af hegnsafklip i vores kommune har vist sig at være en fuser, siger formanden for Kolding Herreds Landbrugsforening, Hans Damgaard.

Problemet er velkendt i landbruget: Kommunale affaldsregulativer vurderer grenafklip fra markhegn som erhvervsaffald, der kun må afbrændes i godkendte anlæg. Beskæring af hegn er mulig i den meget korte periode mellem høst og såning af vintersæd, og her er det meget ubelejligt, hvis man skal bruge tid på flisning og bortkørsel af hegnsafklip. Men kommunale affaldsregulativer er en hindring for, at man i stedet kan afbrænde det CO2-neutrale biomateriale i marken.

BENHÅRDT ARBEJDE LYKKEDES

Nu er det imidlertid lykkedes KHL, i samarbejde med et af foreningens medlemmer, at få ændret Kolding Kommunes administrationspraksis i forbindelse med hegnsafklip. Efter KHL’s henvendelse til kommunens By- og Udviklingsforvaltning blev sagen behandlet i Miljøudvalget. Den politiske beslutning blev, at det nu er muligt at afbrænde grenaffald fra hegnsklip under iagttagelse af de nødvendige hensyn til natur og miljø - med en orientering direkte til beredskabet senest dagen før.

- I KHL hilser vi denne pragmatiske løsning velkommen. Afgørelsen er et godt eksempel på, at kommuner kan være lydhøre overfor sagligt velbegrundede argumenter fra landbruget. Vi taler jo ikke om atomaffald men om rent biomateriale på linje det, hr. og fru Danmark afbrænder hjemme i brændeovnen, understreger Hans Damgaard, som dog i forløbet er stødt på, hvad han betegner som ”urimelige fordomme” i forhold til landbrugets håndtering af affald.

"VI RETTER HENVENDELSE TIL LANDBRUG & FØDEVARER"

- I Kolding Kommunes sagsfremstilling anføres, at det er erfaringen fra andre kommuner, at landmænd benytter muligheden for afbrænding af hegnsafklip til at afbrænde andet affald – byggeaffald, plast m.m. Det er for det første forbudt at afbrænde affald, og alle landbrug betaler nu til obligatoriske erhvervsordninger for affald. Så det virker meget søgt, at landbrug i stor stil skulle begynde at køre plastik og gamle sofaer ud midt på marken, når man nemmere kan komme af med sit affald på lovlig vis, siger KHL-formanden.

Affaldsbekendtgørelsen er bestemt ikke klar i sine formuleringer, og det kan virke besynderligt, at det er tilladt at afbrænde hugstaffald fra skovbruget og haveaffald fra private haver men ikke hegnsafklip fra markhegn. Men det er altså muligt, som eksemplet fra Kolding Kommune illustrerer, at få ændret kommunal administrationspraksis af affaldsregulativet. KHL har derfor rettet henvendelse til Landbrug & Fødevarer og bedt landbrugets organisation om at arbejde for at få affaldsbekendtgørelsen gjort mere tydelig til gavn for hele erhvervet.