Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Læs mere. Jeg accepterer cookies fra dette website

Accepter

Udfordringerne står nærmest i kø

Generationsskifte og omdannelse til I/S. Omlægning af produktion og udfasning af 350 køer. Opførelse af ny svinestald og indfasning af 1.000 søer mere.

Skrevet af Erhvervsjournalist Knud Erik Jensen

Udfordringerne står nærmest i kø for Jørgen Skou, 30 år og agrarøkonom, og hans søster Louise Skou Hansen, 34 år og faglært landmand, der driver Avlscenter Trekanten lidt uden for Fredericia sammen med deres far Kai Skou.

Med i billedet skal naturligvis, at det alt sammen foregår på et tidspunkt, hvor der - som Jørgen Skou udtrykker det - "er et udskilningsløb i gang inden for landbruget ikke blot i Danmark, men i hele Europa".

- Hvem holder ud længst? Det er spørgsmålet. At det russiske marked pludselig lukkede ned, er det helt store problem, når man sælger avlsdyr, for så bliver der slåskamp om de markeder, der er tilbage. Heldigvis er renten lav, det er en stor fordel, og vi håber på med de tiltag, vi har sat i gang, at vi kan være med i fremtiden, siger Jørgen Skou, der har et tæt samarbejde med Kolding Herreds Landbrugsforening, KHL, både omkring alt det nye, der sker, og i hverdagen.

Generationsskifte som et samlet forløb

Generationsskiftet blev skudt i gang den 1. januar 2012 med dannelsen af et interessentskab, som de to søskende ejer sammen med deres far.

- KHL har set generationsskiftet som et samlet forløb, og skruet det sammen set ud fra alle parters synspunkt, min fars, Louises og mit, pointerer Jørgen Skou.

Når han inden længe faser køerne ud, skyldes det flere ting. Interesse. At det er svært at have flere produktionsgrene. At produktionsøkonomien i køer ikke er god nok.

Bedst til svineavl

- Man skal gøre det, man er bedst til. Finde sin kernekompetence og ikke sprede sig for meget. Vi er bedst til svineavl, og det er også der, indtjeningen er bedst. Desuden er det vigtigt for os at være store nok til at kunne servicere vores kunder. Vi sælger avlsdyr via mellemhandlere primært i Danmark og lidt i Tyskland og det øvrige Europa, og det forudsætter en vis størrelse, siger Jørgen Skou.

Den 27. november 2015 indvies den nye svinestald med plads til 1.000 søer, hvilket bringer det samlede antal søer op på 2.100.

- KHL har været med i budgetlægningen og bidraget med råd og vejledning om staldbyggeriet i øvrigt, siger Jørgen Skou og tilføjer, at samarbejdet med KHL allerede startede i hans fars tid.

Holdt fast i mange år

- De tager sig af praktisk taget alt, hvor vi skal have hjælp udefra - økonomi, planteavl, svineavl, advokatbistand osv. Når vi har holdt fast i dem i så mange år, skyldes det ikke mindst, at de er gode til at levere den kompetence, vi har brug for. Har de den ikke selv, skaffer de den hos andre landboforeninger og eksterne rådgivere, siger Jørgen Skou og fortsætter:

- Man føler sig velkommen og tryg ved at komme hos dem. De kender én, og derfor skal man ikke starte forfra hver gang. De holder én op på det, man skal huske, og ringer, når det er tid til at få en ansøgning af sted, indberette moms osv. Og så er de gode til at finde på nye ting. For et års tid siden blev vi sammen med et andet landbrug, som ikke var kunde hos KHL, inviteret til et seminar, hvor der var fokus på, hvordan KHL kunne blive bedre, hvad der manglede i porteføljen og lign. De ønskede at få vores input til, hvad der var godt, og hvad der var skidt. Det synes jeg er godt tænkt. Deres indkøbsklub er også spændende nytænkning.

Gennem KHL er Jørgen Skou med i en erfagruppe sammen med andre landmænd, og kommer derigennem ud og se marker og dyr hos kolleger.

Arbejder meget tværfagligt

KHL arbejder tværfagligtHos KHL arbejder man meget tværfagligt, og vægter højt at kunne trække på de bedste faglige kompetencer på alle felter, pointerer planteavlskonsulent Lisbeth Møller Kjær og driftsøkonom Ulrik Simonsen.

- Vi forsøger altid at finde den bedste mand til opgaven, som kunden stiller os, hvad enten vedkommende er her i huset, eller vi skal finde ham/hende uden for huset, siger Ulrik Simonsen.

Og Lisbeth Møller Kjær supplerer:

- Vi arbejder sammen med fagkonsulenter rundt om i hele Jylland og på Fyn. Det ser vi som en styrke. Èn person kan ikke være bedst til det hele, og vi kan ikke have alle kompetencer selv. Derfor trækker vi også på de bedste rundt om os. Internt er vi tæt på hinanden, trækker på hinanden og er bevidste om at spille hinanden gode, så kunden føler, at der er godt team rundt om ham eller hende.

Desuden bliver der snakket meget om kunden på tværs i huset, understreger Ulrik Simonsen.

- På den måde opdaterer vi hinanden om kunden og sikrer, at der er en fælles forståelse for kunden hele vejen rundt, siger han.

Med i marken og i gårdråd

Lisbeth Møller Kjær arbejder mest med grovfoder til kvæg og går i dyrkningssæsonen med landmanden ud i marken for at hjælpe med de forskellige problemstillinger inden for planteavl. Hun sidder også med i en del gårdråd, hvilket giver en bred indsigt i økonomi, strategiplaner m.m. Og det er vigtigt.

- Hvis man ikke kender til helheden, er det svært at rådgive, siger hun.

Hvordan leves det gode liv?

Ulrik Simonsens hverdag handler meget om budget, regnskab og økonomi i øvrigt med udgangspunkt i, hvordan landmanden og hans/hendes familie vil leve det gode liv, og hvordan rammerne skal være.

- Vi udfordrer dem gerne lidt på det. Nutidens store landbrug kræver en anden tilgang til tingene end tidligere. Det handler meget om "nice to have" og "need to have", og det er vores opgave at fornemme, hvad der er vigtigt for den enkelte familie. Som vi plejer at udtrykke det: Vi behandler alle ens ved at behandle dem forskelligt, siger Ulrik Simonsen.

Og Lisbeth Møller Kjær tilføjer:

- Vi gør hverdagen lettere for landmanden, og hjælper landmanden med at tjene penge.

Information om Avlscenter Trekanten

Avlscenter Trekanten har 1.100 søer i avl og opformering (man har licens og kvoter til 160 søer), 350 køer, som snart sættes ud, og 900 ha dyrket jord - alt sammen fordelt på tre gårde. Der er 21 ansatte, hvoraf en tredjedel er udlændinge.