Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Læs mere. Jeg accepterer cookies fra dette website

Accepter

Efterafgrøder

I disse dage oplever vi mange landmænds frustration over efterafgrøderne - og vi forstår jer til fulde. Hvem kan forvente, at man som landmand kan holde styr på de enkelte regler for henholdsvis MFO-, pligtige-, husdyr-, målrettede eller frivillige efterafgrøder?

Samtidig er vi dog også nødt til at sige, at de økonomiske sanktioner, I som landmænd kan komme til at hænge på, er så markante, at man ikke bør tage chancen og undlade at sætte sig ind i, hvad MFO-afgrøder betyder og hvordan de skal etableres.

HVAD KOSTER DET, HVIS MAN IKKE ETABLERER MFO-EFTERAFGRØDER?

Manglende MFO-areal koster i år rigtig mange penge, hvis man bliver kontrolleret og MFO-arealet ikke er i orden. Der er nemlig fra i år skærpet sanktion på manglende opfyldelse.

FRISTEN FOR ETABLERING AF EFTERAFGRØDER ER I ÅR UDSAT TIL D. 3. SEPTEMBER 2018.

En tommelfingerregel siger, at man pr. ha manglende MFO-areal vil få nedsat støtten med et sted mellem 9.000 og 12.000 kr./ha manglende MFO ved en standardrettighed med en grundværdi på 1.280 kr. Det betyder, at hvis man opfylder ejendommens MFO-krav med fx efterafgrøder, hvor 1 ha efterafgrøde tæller 0,3 ha MFO, vil man miste 2.700 og 3.600 kr. pr. ha manglende MFO-efterafgrøde ved kontrol.

Variationen afhænger af, om man mangler en stor eller lille del af sit MFO-areal.

EKSEMPEL
En 200 ha ejendom skal ifølge reglerne have 10 ha MFO. Skal dette opfyldes med MFO-efterafgrøder, skal man have godt 33 ha med efterafgrøder. Ved kontrol vil man dermed miste et sted mellem 2.700 og 3.600 kr. pr. ha manglende efterafgrøde.

SANKTIONER

Hvis man ingen efterafgrøder har ved kontrol, vil man således blive sanktioneret 120.000 kr. (33,3 ha x 3.600 kr./ha).

Sanktionerne er de samme, hvis man har opfyldt sit krav med 10 ha MFO-brak, og dette ikke bliver afslået inden for perioden d. 1. august til 15. september. Sanktionerne er meget hårde. Ingen tvivl om, at de er unødvendigt hårde, men det er desværre sådan, reglerne er i øjeblikket.

Vær opmærksom på, at frøgræsudlæg, der kasseres og fx ny-etableres, ikke tæller som MFO-areal.

PLIGTIGE EFTERAFGRØDER

Har man ved kontrol ikke de anmeldte efterafgrøder, vil man, hvis man ikke har nok efterafgrøder i banken, blive trukket henholdsvis 93 eller 150 kg N/ha manglende efterafgrøde (afhængigt af udbragt mængden af org. gødning). Hvis man har opsparet efterafgrøder i banken, vil der ikke ske en N-reduktion.

MÅLRETTEDE EFTERAFGRØDER

Har man ikke de anmeldte målrettet efterafgrøder på markerne ved kontrol, vil man blive trukket henholdsvis 93 eller 150 kg N/ha (afhængigt af udbragt mængden af organisk gødning). Derudover vil man maksimalt kunne miste hele støtten på det ansøgte areal af målrettet efterafgrøder – afhængigt af hvor stor en del der ikke godkendes (700 kr./ha).

ER DU I TVIVL?

Er du i tvivl om, hvad du skal gøre, etablere eller indberette, så kontakt planteavlskontoret. Vi kommer også gerne ud og kigger på græsudlægget. Vores vurdering er dog ingen garanti for, at arealet godkendes ved en eventuel kontrol, men giver dig hurtigt et overblik over situationen.

HUSK de fleste ændringer af efterafgrøderne skal indberettes i tast-selv senest den 10. september 2018.