Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Læs mere. Jeg accepterer cookies fra dette website

Accepter

Krav om autorisation ved køb af plantebeskyttelsesmidler

Fra den 1. juli 2020 kan man kun købe og lovligt anvende plantebeskyttelsesmidler til professionelt brug, hvis man har en autorisation i Miljøstyrelsens Autorisationssystem for brug af Bekæmpelsesmidler (MAB).

Forhandlere af plantebeskyttelsesmidler må efter den 1. juli 2020 kun sælge plantebeskyttelsesmidler godkendt til professionelt brug til kunder, der har et CVR-nummer OG er autoriseret i MAB.

Til hvert CVR-nummer, som køber kemi, skal der være tilknyttet et autorisationsnummer. Det kan være dig selv som virksomhedsejer eller medarbejder. Har du ikke selv en autorisation, skal du have mindst én medarbejder, der har en relevant MAB-autorisation for at kunne købe plantebeskyttelsesmidlerne.

DISPENSATION TIL OPFØLGNINGSKURSUS

Miljøstyrelsen dispenserer fra reglerne, og kan forlænge gyldigheden af blandt andet sprøjtecertifikater og opfølgningskurser frem til d. 31. december 2020. Dette er gældende for de certifikater, der i september 2019 var fire år gamle, og betyder, at du har indtil d. 31. december 2020 til at komme på et opfølgningskursus, og få fornyet dit sprøjtecertifikat.

Har du allerede autoriseret dig i MAB, har Miljøstyrelsen automatisk forlænget din autorisation til d. 31. december 2020, og du figurerer stadig som grøn i systemet. Den forlængede autorisation er sendt til din E-boks. Husk at deltage på et opfølgningskursus inden d. 31. december 2020. 

SÅDAN BLIVER DU AUTORISERET OG SIKRER, AT DU KAN KØBE KEMI

Vi kan lige så godt sige det rent ud. Øvelsen, du skal igennem for at registrere dig korrekt, er lidt bøvlet.

Vi har derfor udarbejdet en kort vejledning til, hvordan du både bliver autoriseret i MAB og samtidig tilknyttet den virksomhed, du ønsker at købe kemi for. Skal du blot sprøjte for en arbejdsgiver og ikke købe kemi, er det nok at tage et kig på trin 2 og 3.

Inden du går i gang med din autorisation er det vigtigt, at virksomheden, der skal købe kemi er kendt i Miljøstyrelsen og korrekt registreret i virk.dk.

VEJLEDNING

TRIN 1

Enkeltmandsvirksomhed

  • Log på med dit private NemID på mab.mst.dk
  • Vælg NemLog-in
  • Vælg ”fortsæt som virksomhed”
  • Når du logger ind, får du at vide, at virksomheden er kendt i Miljøstyrelsens system.
  • Luk browseren ned

I/S, A/S eller ApS

  • Log på med din virksomheds NemID på mab.mst.dk
  • Vælg NemLog-in

Når du logger ind, får du at vide, at virksomheden er kendt i Miljøstyrelsens system. Nogle gange er selskabet/virksomheden ikke oprettet korrekt i virk.dk. Det skal ændres, inden du går videre.

  • Luk browseren ned

TRIN 2

Oprettelse og godkendelse af sprøjteførerens autorisation og tilknytning til den virksomhed, hvor der skal købes bekæmpelsesmidler til.

  • Vælg en anden browser (Google Chrome, Mozilla Firefox, Internet Explorer) end den, du brugte før
  • Log på MAB med sprøjteførerens/dit NemID, vælg privatperson
  • Klik på ”få en autorisation”

Du vil nu se, at boksen med teksten S1 sprøjtecertifikat enten er rød, gul eller grøn. Rød betyder, at du ikke pt har et gyldigt sprøjtebevis. Gul betyder, at du har været på opfølgningskursus inden for de seneste fire år, men endnu ikke er certificeret. Grøn betyder, at du er certificeret.

  • Klik på det gule felt, og kryds af, at du vil autoriseret
  • Læg din autorisation i indkøbskurven
  • Betal

Er det første gang, du skal autoriseres, er det gratis. Efterfølgende koster det 184,- kr. pr. autorisation.

Under autorisationer vil der nu stå, at du er autoriseret.

  • Klik på autorisation (+)
  • Anmod om tilknytning til CVR-nummer for den pågældende virksomhed, du ønsker at købe kemi til
  • Indtast ønsket CVR-nummer
  • Søg (hvis virksomheden ikke automatisk kommer frem, er denne ikke kendt i MAB - tjek trin 1)
  • Anmod
  • Luk browseren ned

TRIN 3

Godkendelse.

  • Log på din virksomheds E-boks
  • Find dit brev fra Miljøstyrelsen vedrørende autorisation
  • Følg linket i brevet
  • Login med NemID
  • Under autorisationer skal du godkende tilknytningsanmodningen

Virksomheden kan nu købe kemi.

SPØRGSMÅL?

Du er altid velkommen til at kontakte planteavlsafdelingen og få hjælp til din autorisation. Find din planteavlskonsulent her ->

Du kan også med fordel læse mere om autorisationen på Miljøstyrelsens hjemmeside ->