Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Læs mere. Jeg accepterer cookies fra dette website

Accepter

KHL udfører Naturtjek

De fleste landmænd ønsker at tilgodese naturen på deres bedrift, men mange er usikre på hvilke indsatser, der gavner naturen mest. ”Naturtjek”, som Kolding Herreds Landbrugsforening nu tilbyder sin medlemmer, er en rådgivning, der giver landmanden et overblik over bedriftens naturværdier samt et idékatalog over mulighederne for at forbedre biodiversiteten til gavn for både naturen og herlighedsværdierne på ejendommen.

- Med et Naturtjek har vi fokus på at finde de løsninger, der passer bedst til den enkelte bedrift, så natur, økonomi og driftspraksis går op i en højere enhed, fortæller miljøkonsulent i KHL, Lene Egtved Andersen.

UFORPLIGTIGENDE

Et Naturtjek er ganske uforpligtende og består af et besøg af Lene Egtved Andersen, som ud fra tilgængelige naturdata og en markvandring med landmanden kommer med ideer til udviklingen og prioriteringen af naturen på ejendommen. Efterfølgende udarbejdes en Naturtjek-plan med oversigtskort, billeder og beskrivelser af naturværdierne samt idéer til, hvordan naturen på ejendommen kan forbedres

- Naturtjek, som er udviklet hos SEGES, vil ofte være en øjenåbner for landmanden, hvor han får set naturen fra en anden vinkel. For eksempel er natur, der ”roder”, ofte godt for biodiversiteten. Udgåede træer i hegn og skov kan med fordel blive stående, for træ, der nedbrydes, er et sandt paradis for svampe, insekter og fugle. Og venter landmanden med at slå græskanterne langs veje og marker, er der blomsternektar til et rigere insektliv, og planterne når at sætte frø. Man kan med andre ord med ganske enkle tiltag forbedre biodiversiteten og dermed også herlighedsværdierne på ejendommen siger Lene Egtved Andersen.

FRA 1 TIL 10 POINT

Lene har foreløbig foretaget to Naturtjek hos KHL-medlemmer. I den færdige rapport vægter et scoresystem tiltag og arealer på en skala fra 1 til 10 point, hvor 10 point betyder ”god naturværdi - her får man mest natur for pengene”. Nogle ejendomme vil have et stort naturindhold med beskyttet natur, andre vil have mange småbiotoper, og langt de fleste vil i høj grad bestå af intensivt drevet landbrugsjord.

- Men uanset hvordan bedriften ser ud, er det altid muligt at gøre noget med scoresystemet i hånden. Med udgangspunkt i besøget foreslår vi nogle fokuspunkter, hvor det enten handler om at bevare en naturværdi, eller hvor noget kan gøres anderledes for at højne naturværdien på arealet. Vi giver konkrete anvisninger og løsninger på, hvordan det bedst mulige samspil kan opnås mellem naturindhold, driftspraksis, regler/tilskud og økonomi. Og i alle tilfælde er det både landmanden og naturen, som scorer point og vinder med et Naturtjek, siger Lene Egtved Andersen.