Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Læs mere. Jeg accepterer cookies fra dette website

Accepter

Momsfradrag i holdingselskaber

Et holdingselskab er normalt et anpartsselskab eller et aktieselskab, der har det primære formål at eje aktier eller anparter i datterselskaber. Holdingselskaber er normalt ikke momsregistreret og driver ikke aktiv drift. Derfor har holdingselskaber normalt heller ikke momsfradrag for deres udgifter - men sådan behøver det nødvendigvis ikke at være.

Én af betingelserne for at være omfattet af momsloven er, at man driver økonomisk virksomhed. Gør man ikke det, er man ikke omfattet af momsloven, og kan derfor ikke lade sig momsregistrere.

Ved økonomisk virksomhed forstås

  • Udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter

Alene erhvervelse og besiddelse af selskabsandele i datterselskaber (altså holdingselskabers normale formål) anses som ikke-økonomisk virksomhed i momslovens forstand, fordi man siger, at godet (aktierne eller anparterne) ikke udnyttes, men blot besiddes.

To former for holdingselskaber

I denne sammenhæng findes der 2 former for holdingselskaber

Passive holdingselskaber

  • Har ingen aktiviteter ud over besiddelsen, herunder eventuelt køb og salg af datterselskaber
  • Passive holdingselskaber driver ikke økonomisk virksomhed i momslovens forstand

Aktive holdingselskaber

  • Har momspligtige aktiviteter over for datterselskaberne, fx salg af administrationsydelser
  • Aktive holdingselskaber driver økonomisk virksomhed i momslovens forstand

Momsfradrag i aktive holdingselskaber

Når et holdingselskab er momsregistreret og sælger momspligtige varer eller ydelser til datterselskaber, er der adgang til momsfradrag for de udgifter, der vedrører den momspligtige virksomhed i holdingselskabet.

Når salget sker til datterselskabet siger man, at holdingselskabet griber ind i datterselskabets administration, hvilket betyder, at selve besiddelsen af aktierne eller anparterne i datterselskabet også omfattes af begrebet økonomisk virksomhed.

Holdingselskabets momsfradragsret bliver derfor udvidet til også at omfatte udgifter, der relaterer sig til blandt andet køb og salg af aktier eller anparter i datterselskabet, fx rådgiverudgifter.

SKAT griber ind

SKAT har flere gange udtalt sig om, hvordan begrebet indgriben skal forstås, og hvordan det påvirker holdingselskabets momsfradragsret. Indtil nu har SKAT haft en negativ afgrænsing af, hvilke ydelser holdingselskabet skulle sælge, før der skete indgriben i administrationen af datterselskabet fx ville alene udlejning af maskiner eller levering af rengøringsydelser til datterselskabet ikke komme i betragtning.

SKAL vil nu lempe denne praksis, så den tidligere oplistning af ydelser, der specifikt IKKE blev anset for indgriben ikke længere er gældende. I stedet skal der laves en konkret vurdering af omstændighederne, herunder forholdet mellem arten og omfanget af de momspligtige leverance til og købsprisen for datterselskabet.

Brug for hjælp?

Vurderingen kan være svær at lave, og har du brug for hjælp kan du kontakte revisor Anne Mikkelsen på +45 7634 1741 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..