Søren Højer Thomsen
"Hvis man ikke kan lede sig selv, kan man heller ikke lede andre"
Fokus på selvledelse
Slagtekalveproducent Søren Højer Thomsen fra Egtved har ingen fuldtidsansatte, og selvom han ikke er leder til daglig, har han stadig fået et udbytte af uddannelsen.
”Hvis man ikke kan lede sig selv, kan man heller ikke lede andre. Jeg er blevet klogere i forhold til, hvilke opgaver jeg skal tage selv, og hvad jeg skal uddelegere til fx en håndværker. Hvad kan jeg rent fysisk nå, og hvad er værd at gå efter?” forklarer Søren om den ”oprydning af det mentale skrivebord”, som uddannelsen har givet ham.
Inspirerende underviser med konkret erfaring
Han har fået meget ud af gruppearbejdet på uddannelsen, hvor han har hørt om de andres ledelsesudfordringer.
”Det var rart for mig at se, at de andre også har problemer,” fortæller den sydjyske landmand. Han roser desuden underviseren Dan Cort Jørgensen fra Erhvervsakademi Aarhus for at gøre teorierne konkrete og trække gode eksempler frem.
”Dan er meget inspirerende og god til at fortælle. Han har selv været selvstændig, så han har prøvet at have kniven for struben. Det er ikke kun noget, han har læst i en bog,” fremhæver Søren Højer Thomsen.
Uddannelsen bygger ovenpå
Søren Højer Thomsen er heller ikke i tvivl om, at uddannelsen har løftet ham. Han har fået en bedre indsigt i sig selv som leder, og hvordan han kan bruge det i konflikthåndtering. Derudover har han fået værktøjer til at instruere andre, ligesom han i sin eksamenscase har udarbejdet en drejebog for arbejdet i de uger om året, hvor han får hjælp af udenlandske medarbejdere. Den sydjyske slagtekalveproducent er derfor ikke sen til at anbefale uddannelsen til andre.
”Uddannelsen har givet mig noget at arbejde videre med. Selvom jeg er agrarøkonom og har en lederuddannelse fra Forsvaret, er det godt at bygge ovenpå,” fortæller Søren Højer Thomsen.