Gør det ondt, når du arbejder?
Har du en varig lidelse, der hindrer dig i at udføre nogle af dine arbejdsopgaver, eller er du ordblind og har svært ved at skrive, læse og fx sortere posten, er der god hjælp at hente.
Ordningen hedder Personlig Assistance. Den fungerer som hjælp til selvhjælp, og skal søges hos din kommune. Det er også kommunen, der administrerer reglerne.
Personlig assistance
Her er et par eksempler på, hvor du kan søge personlig assistance. Kontakt os, og hør om du kan søge hjælp i din aktuelle situation.
Du kan søge om hjælp, hvis du:
- har brug for at have andre tiil at håndtere dine dyr, da du selv har svært ved at flytte dem eller komme ind i båsen
- er ordblind og har brug for hjælp til at skrive og sortere post eller lignende
- har brug for arbejdsredskaber, som kompenserer for dit handicap - der lægges vægt på, at det ikke er et sædvanligt arbejdsredskab.
Efter bevilling betales lønudgift ca. 115,- kr. pr. time til den person, som udfører de nævnte opgaver. Hjælperen behøver ikke at være en nyansat.
Er du helt afskåret fra at løse konkrete opgaver, kan du desværre ikke komme i betragtning.
Ansøgning
Kommunen administrerer reglerne. Kravet er naturligvis en beskrivelse af opgaverne og timeforbruget samt lægelig dokumentation. Fejler du noget, som er helt uforenligt med erhvervet, gives der afslag.
Loven er åben for alle: Førtids- eller folkepensionister, fleksjobbere, selvstændige osv.
Når bevillingen af personlig assistance er klar, fungerer ordningen forholdsvis let. Du skal indsende lønsedler på en ansat i virksomheden. Det kan sagtens være en person, som i forvejen er ansat eller et familiemedlem.
Ansøgningen om personlig assistance og arbejdsredskaber kan af mange grunde være besværlig. Til gengæld fungerer ordningen let og ukompliceret, når den først er sat i værk.
Lad Bente hjælpe dig med ansøgningen. Hun er vant til at beskrive både virksomheden og de timer, som kræves indsat i skemaer.