Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Læs mere. Jeg accepterer cookies fra dette website

Accepter

KHL styrker økologirådgivningen

KHL styrker økologirådgivningen med erfaren planteavlskonsulent

Der er vækst i efterspørgslen på økologirådgivning i Kolding Herreds Landbrugsforening, som derfor har ansat erfaren planteavlskonsulent til at servicere økologikunderne.

- KHL favner alle produktionsformer, og foreningen har mange økologer blandt sine medlemmer og kunder. Efterspørgslen på økologirådgivning er stigende, og derfor har vi valgt at gøre én af vores erfarne planteavlskonsulenter, Helge Lund, til KHL’s spydspids inden for økologirådgivningen, siger Anders Smedemand Musse, Planteavlschef i KHL.

Hidtil har KHL serviceret sine økologiske planteavlskunder med håndtering af regler og ansøgninger fra planteavlskonsulent Vibeke K. Mortensen. Samtidig har man via en samarbejdsaftale med en privat økologikonsulent fået hjælp til blandt andet markbesøg. KHL fortsætter med både konsulent på kontoret og samarbejdet med den private planteavlsrådgiver, og samtidig vil Helge Lund være frontfiguren for den økologiske rådgivning, der hvor dansk økologi er i vækst – nemlig ude hos landmanden.

- Jeg vil have en mand i marken, der kan flytte noget for kunden. En konsulent, der med sit engagement og sin viden vil kunne sparre med professionelle planteavlskunder inden for økologien. Her er Helge den rette. Han har arbejdet som planteavlskonsulent for store og professionelle landbrug de seneste 20 år, og han har i en periode også serviceret økologikunder. Desuden har han i sin fritid drevet et økologisk planteavlsbrug gennem 20 år. Helge har med andre ord økologisk landbrugsjord under neglene, og med ham som KHL’s økologikonsulent i marken vil vi stå godt rustet til en fremtid, der byder på en stadig større dansk økologisk landbrugsproduktion, siger Anders Smedemand Musse.

Med styrkelsen af økologirådgivningen signalerer KHL også, at konventionelt landbrug/økologisk landbrug ikke er et ”enten eller” men et ”både og”.

- Det illustrerede to af KHL’s bestyrelsesmedlemmer, Jens Christian Hertel, der driver konventionelt landbrug, og økologisk landmand Søren Bloch på Landbrug & Fødevarers seneste delegeretmøde i Herning. De gik på talerstolen samtidig for at fortælle om deres syn på konventionelt og økologisk landbrug. Efter indlægget sluttede de af med at give hinanden en stor krammer. Mere tydeligt kunne det ikke siges, at vi også i KHL både kan og vil økologien, siger Anders Smedemand Musse.