Pensionsopsparing

Overvejer du at indbetale mere på din pension, er det nu, du skal handle. Indtil d. 31. december 2022 er det nemlig muligt at indskyde et ekstra beløb på din eksisterende pension.

– Skrevet d. 29. november 2022 af økonomikonsulent Thorbjørn Pedersen

Der vil være landmænd, der har haft et godt år, og her vil det være en god idé at betale ekstra ind på sin pensionsopsparing. Der vil også være landmænd, hvor indkomsten i 2022 ikke har ændret sig i positiv retning, og her skal man overveje tingene på en anden måde.

I denne artikel har vi fokus på indbetaling til pension.

Ratepension og livrente

Man kan i indkomståret 2022 indbetale 59.200 kr. på en ratepension, og samtidig kan der også indskydes på livrente ved siden af.

Selvstændige har ligeledes mulighed for at indskyde på en 30 % ordning, hvilket betyder, at der kan indskydes 30 % af resultatet før renter. Det vil dog være på en livrente.

Afkastet i disse pensionsordninger bliver ”kun” beskattet med 15,3 %, ligesom der er skattebesparelse for dem, der betaler topskat på ca. 52 %.

Ved både ratepension og livrente er der fradrag i den personlige indkomst, og derudover også et ekstra ligningsmæssigt fradrag for pensionsindbetalinger op til 75.600 kr. for ratepension og livrente. Dette fradrags størrelse afhænger af, om man har mere eller mindre end 15 år til folkepensionsalderen.

Mere end 15 år til folkepension

Her får du et max fradrag på 9.072 kr. samt en skatteværdi på 2.359 kr. (12 %).

Mindre end 15 år til folkepension

Her får du et max fradrag på 24.192 kr. samt en skatteværdi på 6.290 kr. (32 %).

Skatteværdien af ligningsmæssigt fradrag er ca. 26 %.

Betaler du topskat eller ikke?

Samtidig er der forskellige fradrag afhængig af, om du betaler topskat eller ej.

Ja, jeg betaler topskat

Du opnår en fradragsværdi for de første 75.600 kr. i 2022, hvis der er fradrag i topskat. Derudover er der forskel på, om du har mere eller mindre end 15 år til folkepension.

Har du mere end 15 år tilbage til folkepension, får du 40.068 kr. (53 %) i personlig indkomst og 2.359 kr. (26 %) i ligningsmæssigt fradrag, i alt kr. 42.427 kr. (56,21 %).

Har du mindre end 15 år tilbage til folkepension, får du også 40.068 kr. (53 %) i personlig indkomst men 6.290 kr. (26 %) i ligningsmæssigt fradrag, i alt kr. 46.358 kr. (61,32 %).

Nej, jeg betaler ikke topskat

Du opnår en fradragsværdi for de første 75.600 kr. i 2022, hvis der ikke er fradrag i topskat. Derudover er der forskel på, om du har mere eller mindre end 15 år til folkepension.

Har du mere end 15 år tilbage til folkepension, får du 28.728 kr. (53 %) i personlig indkomst og 2.359 kr. (26 %) i ligningsmæssigt fradrag, i alt kr. 31.087 kr. (41,12 %).

Har du mindre end 15 år tilbage til folkepension, får du også 28.728 kr. (53 %) i personlig indkomst men 6.290 kr. (26 %) i ligningsmæssigt fradrag, i alt kr. 35.018 kr. (46,32 %).

Disse ligningsmæssige fradrag skal tilgodese de reguleringer, der vil blive i folkepensionstillægget, da man i mange tilfælde får nedsat sit pensionstillæg som folkepensionist, når pensionen kommer til udbetaling.

Derfor skal der gives et ekstra fradrag her og nu for at det stadig skal være en god idé at indskyde ekstra på sin pensionsordning.

Aldersopsparing

Så har vi også aldersopsparingen og for 2022, kan der indskydes 54.500 kr., hvis der er mindre end fem år til pensionsalderen og er der mere end fem år er beløbet 5.500 kr.

For 2023 ændres dette til syv år før pensionsalderen og her vil beløbet være 56.500 kr. og 8.800 kr. for dig, der har mere end syv år.

Ved en aldersopsparing er der ingen fradrag ej heller beskatning ved udbetaling, men en lavere beskatning af afkast end, hvis de ikke lå i pensionsordningen – det er her, gevinsten er.

Der er flere måder at gå til opgaven på, og den vil helt sikkert blive løst på forskellig vis afhængig af alder, likviditet, livserfaring samt forventninger til fremtiden og de mål, man har sat sig.

Vil du høre mere om dine muligheder, er du velkommen til at kontakte din økonomikonsulent eller mig.

Thorbjørn Pedersen

Thorbjørn Pedersen

Økonomikonsulent