Vi har brug for flere rebeller
Danmark er blevet så bureaukratisk, at man dårligt kan vende sig uden at støde ind i en regel. Et sundt oprør er på sin plads, mener formanden for Kolding Herreds Landbrugsforening, Asger Christensen.
Det er i orden, vi skal indberette antallet af døde grise i en stald. Men kan nogen forklare mig fornuften i, at tallet skal opgøres og indberettes staldafsnit for staldafsnit? Udover at det står i loven.
Asger Christensen brugte ovenstående eksempel til at illustrere det omsiggribende bureaukrati, da han onsdag aften aflagde beretning på generalforsamlingen i Kolding Herreds Landbrugsforening.
Et andet eksempel var smittebeskyttelsesplanen. Her beskrev formanden, hvordan han skal føre en minutiøs logbog over al færdsel og besøg på bedriften, lige fra Arla-bilen til skoleklassen. Men når køer og kvier er på græs, ved man ikke, hvem eller hvad der har været i nærheden af dyrene, påpegede han. Og slet når kreaturerne – som hans - græsser langs et Spor i landskabet.
Drukner i papir
-Jeg aner jo ikke, om folk klapper dem eller giver dem noget, sagde han, - så reelt er mit arbejde med logbogen spildt, med mindre man lukker Sporet. Det skal vi naturligvis ikke, men eksemplet viser, hvordan sund fornuft og ansvarlighed er afløst af papirer og bureaukrati.
Asger Christensen understregede, at hverken landbruget eller samfundet kan fungere uden regler, kontrol og målsætninger. Men der bør luges alvorligt ud.
-Det er ikke så underligt, at den danske vækst er tæt på nul, for det er ikke kun landbruget, der drukner i den slags, sagde han. –Det gør alle erhvervsgrene og hele samfundet. Vi har brug for flere rebeller af Thyra Frank-slagsen. Rebeller, der går på tværs af papirregler og skaber fornuftige løsninger, folk kan leve med og især se logikken i.
Civilt oprør
Asger Christensen erkendte, at et civilt oprør kan koste bøder og for landbrugets vedkommende træk i EU-tilskuddet. Men man er nødt til at gøre opmærksom på fjollerier, menter han.
Selv har han sammen med sin forening sat et mindre oprør i gang. Alle KHL’s 800 medlemmer er blevet opfordret til at gøre indsigelse mod vandplanerne. Det skal med henvisning til tre forhold: §73 i Grundloven om ejendomsretten. Proportionals-princippet om forholdet mellem indgreb og virkning. Erstatningskrav.
-Og vi står ikke alene, fastslog KHL-formanden, der kaldte det en danmarkshistorisk alliance med kommunerne. Bl.a. Kolding Kommune er meget direkte og taler om for ”gamle og tvivlsomme data.”
-Det gør ikke noget at ministeren får så mange indsigelser, at hun først er færdig med at læse dem i 2027, sagde Asger Christensen - med henvisning til slutåret for implementeringen af vandplanerne.
Yderligere oplysninger hos: Asger Christensen, tlf. 20 20 81 69